I dag er der premiere på et tiltag, jeg har taget tilløb til lidt længe: nemlig torsdagsbrevkassen.
At den så alligevel kommer på en fredag, skyldes en god blanding af, at S-toget ikke gik som de skulle, morsyge børn der havde brug for en hyggeeftermiddag og et internet der ikke virkede, da jeg endelig fik sat mig til tasterne i går aftes.
Men ud fra devisen ‘bedre sent end aldrig’ kan du læse torsdagsbrevkassens første svar i dag.
Spørgsmålet kommer fra Julie, efter hun er gået igang med bogen ‘bliv gravid – sådan styrker du din fertilitet‘. Jeg tænker, at mange sidder med spørgsmål, der minder om – og at det derfor er oplagt at lægge ud med.
Here we go.
Kære Nanna,
Jeg har lige et par spørgsmål til dig, som jeg håber du vil besvare. Jeg har vidst i et par år, at jeg har PCO. Jeg spiser nogenlunde sundt, og har anskaffet mig utallige bøger om emnet fx”Spis dig gravid”, “Spis dig i balance” og “Spis dig rask”. Alle har især fokus på sukkerindtag, herunder også fruktose, men jeg har i din bog bemærket, at du bruger bananer (som skulle have et højt glykæmisk indeks), rødbeder, som skulle indeholde for meget sukker til en PCO’er og quinoa, som jeg har læst mig frem til har et for højt GI. På andre fora er disse madvarer strengt forbudt for en PCO-pige. Min fornuft siger mig, at alle disse madvarer er sådan rimelig sunde, men jeg er forvirret i denne her jungle af, hvad man “må” og “ikke må”. Nu har du jo lagt de her opskrifter ind i din bog, og det ser super lækkert ud. I dag har jeg lavet din hindbærkys-smoothie, og den smagte fantastisk. Men altså, mener du, at det er ok at spise disse madvarer? Stiger mit blodsukker helt vildt ved bare en lille mængde? Eller er det individuelt? […]
Din bog virker rigtig god og informativ, og det er altid rart, når det kommer fra en der døjer med det samme, men jeg havde håbet på lidt flere opskrifter – håber du vil ligge lidt flere op din blog som tiden går.
Kh Julie
Kære Julie,
Tusind tak for din mail og for dit spørgsmål.
Jeg kan godt forstå, at du bliver forvirret i junglen af ”do’s” og ”dont’s” med en PCO(S) diagnose. Og det er fuldstændig rigtigt, at det er vigtigt at være opmærksom på indtaget af kulhydrater og især de letoptagelige kulhydrater, hvis der er insulinrelaterede problemstillinger på spil (som der ofte, men ikke altid er ved PCO(S)).
Derfor anbefaler jeg også, at frugt og rodfrugter indtages i meget begrænsede mængder – og at tilbedte rodfrugter udelades helt ved insulinresistens og insulinrelaterede problemstillinger som fx PCOS. Samt at det, jeg kalder ”stivelse” i bogen evt. tages helt ud i en kortere eller længere periode, indtil kroppen er stabiliseret (tallerkenfordeling B i bogen).
I nogle tilfælde kan det også være en fordel at skære frugt helt ud i en kortere eller længere periode. Rå og hele rodfrugter fraråder jeg sjældent. Min erfaring er, at det ikke er indtag af rødbeder, der er den store synder, når vi taler insulinresistens. De letoptagelige kulhydrater, især de raffinerede kulhydrater (hvidt brød, hvide ris og pasta), ødelagte fedtstoffer, stimulanser, stress og stillesiddende livsstil udgør et langt større problem.
Insulinresistens er set med ernæringsterapeutiske briller er nemlig ikke blot et resultat af for højt indtag af kulhydrater, ligesom behandling heller er ikke ”kun” er et spørgsmål om at sænke indtag af fødevarer med højt GI (glykæmisk index) og GL (glykæmisk load). Det er en meget vigtig del, men ofte er det mere komplekst.
Andre ’ydre’ faktorer, der er relevante at tage i betragtning er fx:
- Om der er mangler på vitaminer og mineraler som er vitale for blodsukkerreguleringen fx krom, zink, magnesium, vanadium?
- Om der er mangel på gode fedtstoffer? Og/eller for mange dårlige?
- Om der er høj stress? Mangel på søvn? Mangel på motion og bevægelse?
Men insulinresistens kan også blive påvirket af indre faktorer som fx:
- Inflammation (man kunne også kalde det betændelsestilstande eller immunforsvar på overarbejde)
- Ubalancer i tarmens mikrobiota (eller på jysk: bøvl med fordøjelsen)
- Toxisk belastning (for mange fremmede, hormonforstyrrende og giftige stoffer)
Ok. Nu bliver det måske lige lovlig nørdet og kompliceret.
Pointen er bare, at vi bliver nødt til at forholde os til alt det der sker i og udenfor kroppen, når vi taler både PCOS, insulinresistens og – ikke mindst – fertilitet i det hele taget.
Og at i det spil er lidt bananer, rødbeder og quinoa ikke de primære problemvoldere. Snarere tværtimod.
Alligevel kan der være god grund til at give omtalte fødevarer lidt mere opmærksomhed, når der er PCOS og insulinresistens på spil. For er det diagnosen, så nyd dine rødbeder rå og i hel form (så du får fibrene med). Undgå at juice og ovnbage dem i stor stil.
Bananer (og anden frugt) kan også være en udfordring for blodsukkeret, især hvis det indtages i store mængder og alene.
Smoothiesne i bogen er sødet med bananer (da jeg anbefaler naturens sødemidler fremfor de kunstige) – og det er rigtigt, at for nogen er det simpelthen for ”sød” en mundfuld fra morgenstunden. Men ofte er det sådan, at når 1/2 -1 banan kommer i selskab med fedt og protein (som i opskriften), så har det en helt anden effekt på kroppen, end hvis du spiser bananen alene.
Hindbærsmoothien kan godt laves uden banan. Den bliver bare lidt mere sur og tør i smagen.
Hvis du godt kan lide hindbærsmoothien som den er, kan du evt. prøve at måle din fasteblodsukker, lige når du vågner samt før og efter måltidet – og på den måde få et billede af, om det er en ordentlig start på dagen for dig eller om fx æg eller fisk med grønt er bedre. Du kan købe blodsukkeraparater på apoteket til rimelige penge (det er stiks’ne der er dyre, men ofte får du 10 med i første køb).
Personligt fungerer jeg bedre uden for meget frugt om morgenen. Så herhjemme laver jeg helt grønne smoothies (når det er det, jeg spiser til morgenmad). De er lidt ’hard-core’ (så derfor kom de ikke med i bogen). Og for at de ikke er alt for hard-core laver jeg dem med et proteinpulver fra England, der er sødet med aminosyrer (fremfor sukker eller kunstige sødemidler).
Og her kommer vi til dit andet spørgsmål. Jeg ville hjertens gerne have leveret mange flere opskrifter i bogen, men der bliver klippet både hæle og tæer, når en bog bliver til (bogens manus var næsten dobbelt så langt, inden min superskarpe redaktør bad mig om at skære ned, så det ikke er en mursten til dobbeltpris, ha ha!).
Til gengæld vil jeg gøre mit ypperste for at dele opskrifter med dig både her på siden og på www.nannastigel.dk (hvor der allerede ligger en god sjat opskrifter).
Og så lover jeg at servere opskriften på min hard-core grønne smoothie i løbet af næste uge her på bloggen.
Stay tuned!
Hver anden torsdag svarer jeg på spørgsmål på BlivGravid-bloggens brevkasse
Du er velkommen til at sende dit spørgsmål på nanna(snabela)stigel.dk. Det er anonymt og gratis.
Til gengæld kan der være ventetid, ligesom jeg ikke kan love, at jeg når at svare på alle spørgsmål.