I sidste udgave af torsdagsbrevkassen lovede jeg en opskrift på en grøn, grøn morgensmoothie.

Den er både blodsukkervenlig, fyldt med næring og en skøn (grøn) mundfuld for dig, der elsker smoothies men får blodsukker på himmelflugt, hvis du kommer frugt i din morgensmoothie.

Smoothien er proteinberiget og sødet med et særligt proteinpulver, som man kan bestille hjem fra England. Og som jeg blev opmærksom på gennem Ninka og Kernesund Familie.

Clean Lean protein med vanilje er sødet med aminosyrer, smager forbløffende godt og får med ynde (og tilsat vanilje) kamufleret den lidt hardcore smag af grønthøster. Faktisk ender smoothien – med lidt god vilje – næsten at smage af grøn sodavandsis. Men også kun næsten.

Til gengæld kræver den en god blender. Jeg selv er stor fan af min Vitamixblender, der kan blende selv det grønneste blad til fløjsblød “softicegreenie”, men færre hestekræfter kan nok også gøre arbejdet.

Blodsukkervenlig grøn smoothieDet skal du bruge: 

1/2 avokado

220 g frossen spinat

2-3 skefulde Clean Lean protein med vanilje (kan fx købes her)

1 tsk lakridsrodspulver

1 lille knold frisk ingefær

Skal af en halv citron + lidt saft

Vand til passende konsistens (gerne som softice)

 

Sådan gør du: 

Alle ingredienser i en fuldblodsblender. Blend til ensartet konsistens. (En)joy!

 

Tandfif: kom en lille knivspids calciumpulver i smoothien. Det er med til at neutralisere oxalsyren i spinaten, som ellers kan være lidt hård kost for tænderne.

Fertilitetsfif: Spinat og andre grønne blade er rige på det yderst fertilitetsvenlige folat!

 

 

Hvad tænker du?