Her kommer en historie fra Camilla. Hun og hendes mand Bjørn startede i ernæringsterapi hos mig efter en noget turbulent fertilitetsrejse.
Jeg synes Camilla og Bjørn er så seje og modige. Ikke alene var de enormt dedikerede, støttende og samarbejdende om projekt baby. De hører også til de meget få, der har modet til at stå frem og beskrive deres fertilitetsrejse.
Fertilitetsproblemer er nemlig (stadig) temmelig tabubelagt i Danmark. Til trods for at cirka hvert 10. barn i Danmark undfanges ved hjælp af fertilitetsbehandling, er der ikke ret mange, der står frem og skilter med, at de prøver at få børn, og da slet ikke hvis der er knas med fertiliteten.
Det er i grunden ærgerligt, synes jeg. For det gør næppe ventetiden nemmere.
Nå, tilbage til det vigtigste Camillas historie. Læs med:
“Vi gik i gang med at forsøge at blive gravide i februar måned 2013. Jeg stoppede med mine mini-piller, og jeg var godt klar over, at det måske ville tage noget tid herfra. Alligevel gik vi – ligesom mange andre – og glædede os hver måned. Skuffelsen var tilsvarende stor, hver gang testen var negativ og menstruationen kom.
Otte måneder skulle der gå, førend vi stod med en positiv test. Jeg ved godt, at det ikke er længe i forhold til den ventetid mange andre må igennem. Alligevel føltes det som en uendelighed. Det blev dog et forløb med glæde, blødninger, usikkerhed, scanninger, et lille foster med hjerteblink, lettelse, håb, blødninger, bekymringer, sorg og den endelige afgørelse: jeg tabte det. Herefter endnu større sorg. En sorg jeg nok aldrig fik bearbejdet ordentligt. Min mand var en stor støtte, men var også selv i sorg. Herefter gik vores liv videre (juleaften stod for døren få dage efter) med forsikringen om, at der var mange, der oplevede dette. Det var helt normalt, og der havde været noget galt med fosteret, siden det ikke kunne blive. Men det var som om alle forsikringerne ikke rigtigt kunne tage sorgen væk: Da jeg stod med den positive test føltes det som, at jeg allerede var blevet mor – nu var det taget fra mig igen.
Der gik et år mere, og julen stod igen for døren igen. Jeg kunne slet ikke nyde julen. Alt mindede mig om vores tab. Højtiden skulle bare overstås. Jeg var så enormt ked af det og samtidig havde jeg svært ved at vise det til nogen. Så jeg trak mig bare ind i mig selv.
Januar måned bød på en dejlig fødselsdag. Det var en skøn dag, hvor jeg for en kort stund kunne tænke på noget lidt andet end vores tab. 3 dage efter stod vi med endnu en positiv test. Totalt uventet. Glæden var stor, men vi turde heller ikke glæde os for meget. Det var jo gået galt en gang før. Men det hele føltes bare så rigtigt. Jeg havde ikke en dårlig mavefornemmelse. Der var masser af kvalme og madlede i ugerne, der fulgte. Vi nåede til den fredag, hvor vi skulle til nakkefoldsscanning, og skulle vi ellers til Jylland for at møde svigerfamilien, hvor vi skulle vise scanningsbilleder af vores lille baby. Jeg glædede mig som et lille barn, for jeg vidste, hvor meget man burde kunne se på det tidspunkt i graviditeten. Men vi kunne ikke se det. Baby var ikke vokset nok, og der var ikke noget hjerteblink. Baby var død…
Tomheden og lyden af gråd, der fulgte efter denne besked var ubærlig. Det kom som et chok – for jeg havde ikke haft nogen dårlig fornemmelse. Alt virkede til at være godt. Ingen blødninger, ikke nogle mærkelige smerter. Ingenting. Ingenting. Flere scannede mig, og beskeden var den samme. Baby var stoppet med at vokse, da jeg var cirka 8+4, og der var ikke noget andet at gøre end at få det fjernet. Hele min mave vendte sig, og jeg brød fuldstændig sammen. Heldigvis kæmpede sygeplejersken for, at jeg skulle have lavet en udskrabning samme dag, så jeg ikke skulle gå hele weekenden med det. Jyllandsturen blev udsat.
Mine følelser var helt bedøvet, da jeg kom hjem. Jeg var nok stadig lidt høj på morfin. En del af mig ønskede bare at tage mere dagen efter, så jeg ikke behøvede at mærke mine følelser, men der var ingen vej uden om. Vi måtte igennem sorgen igen og min mand og jeg gik ind i en anden verden for en stund.
Men også kun for en stund. For kort tid efter havde jeg brug for, at der skulle ske noget. Jeg ville have noget dejligt at stå op til. Så vi besluttede os for at gå i gang med at planlægge vores bryllup. Og i månederne der fulgte, blev vi enige om at få undersøgt, hvad pokker, der gik galt for os. Her kom Nanna Stigel ind i billedet – og vi blev også begge undersøgt meget grundigt hos en gynækolog.
Efter at have mistet i de to graviditeter, ønskede jeg at gøre alt, hvad jeg kunne for at optimere vores muligheder for en blivende graviditet. Jeg havde en ide om, at ernæringen måtte have meget at sige og efter at have læst Nannas fertilitetsguide ”Klar, Parat, Gravid” blev jeg endnu mere tændt på, hvor meget vi selv kunne gøre for at optimere chancerne og mulighederne. Jeg blev derfor enig med min mand om, at det skulle vi prøve af.
Min mand havde lidt nedsat sædkvalitet, og jeg var overvægtig, havde fordøjelsesproblemer, mistanke om betændelse i tarmene, hormonelle ubalancer og var laktoseintolerant. Det viste sig senere i forløbet, at jeg også var insulinresistent.
Vi var begge så motiveret, så det føltes rimelig let at gå i gang med alle kost- og livsstilsændringerne. Det var som om der var en dybere mening med det – og derfor føltes det ikke specielt besværligt. De forandringer, vi oplevede var da også mærkbare:
Min mands sædkvalitet blev testet igen, og var nu helt fin. Jeg tabte mig stille og roligt uden at stresse kroppen (for første gang i mit liv). Jeg endte med at tabe mig 14 kg. Fordøjelsen blev meget bedre, og det samme gjorde min hormonbalance. Desuden var det en dejlig følelse endelig selv at kunne gøre noget.
Efter to måneders tid, hvor vi var gået all-in med kostændringer, tilskud, mindfulness, masser af søvn og daglige fælles gåture, stod jeg igen – kort før vores bryllup – med en positiv graviditetstest. Vi var igen lykkelige. Jeg havde igen en god fornemmelse, men det havde jeg jo haft før, så jeg turde ikke tro på det. Så vi tog det bare en dag af gangen. Vi blev fulgt med ekstra scanninger hos gynækologen, og alt så fint ud. Det blev det ved med.
I dag er vi forældre til dejlige Nova.”
Tak fra Camilla Koch-Ekelund