Ja, det kommer muligvis an på, hvilken læge du spørger. Jeg spurgte læge Anne Iben Hollensberg om hun ville skrive forord til min bog ‘bliv gravid – sådan styrker du din fertilitet’.
Og måtte knibe mig en ekstra gang i armen, da jeg modtog hendes forord på mailen. Du kan læse hendes ord her:
“Den vigtigste gave”
Bogen her er en guldgrube af viden og erfaring – skrevet, så det er lige til at gå til. Det er umådeligt vanskeligt, smerteligt og sorgfuldt at gå med ønsket om at blive gravid – og det så bare ikke vil lykkes. At ønske sig børn er et af de mest inderlige og dybfølte behov, vi mennesker kan opleve. Meningsfuldheden giver sig selv her.
Des mere frustrerende kan det være at vente – og vente – og vente. Uden det bliver til graviditet. Og forsøge sig med alle mulige ting og gode råd fra øst og vest.
Vores krop er umådelig stærk og samtidig ligeså fintunet som et symfoniorkester. Der er rigtig mange faktorer, der kan influere på det samspil – og Nanna Ewald Stigel kommer i denne bog faktisk hele vejen rundt om alt det, der kan påvirke fertiliteten. Alle de ting, hvor du aktivt selv kan gøre en forskel ved viden og handlen.
For nogle kan det lyde overdrevet. Men i de seneste to generationer har vores samfund, miljø og kost forandret sig. Der er kommet mange flere faktorer omkring os, der kan være truende og obstruerende for fertiliteten. Vi skal have en helt anden opmærksomhed på kunstige stoffer og kemi, end nogen generation før os har skullet.
En af de ting, som er værd at overveje, er selve forberedelserne, inden du overhovedet forsøger på at blive gravid. Vores omgivelser tvinger os til nu, på en helt anden måde end vores bedste- og oldemødre var, til at være bevidste om kvaliteten af den mad, vi spiser, og hvad vi lever i og med af nye fremmedstoffer. Ganske enkelt fordi den nye kemi er overalt omkring os, og megen moderne fødevareproduktion frarøver maden en række vitale næringsstoffer. Det, vi selv kan gøre, er at øge vores viden om effekterne, og derved træffe kloge(re) valg.
Nanna Ewald Stigel giver dig i denne bog en hel række velovervejede råd og brugbare veje til, hvordan du selv kan tage styringen og de vise valg. Helt systematisk og overskueligt bliver du gennem bogen bevidst om din krop, maden, dine tanker, følelser, søvn, stressniveau – og alle de
Bliv gravid 7ting, vi ved, der influerer på fertiliteten. Og vitaliteten. Med Nannas bog i hånden kan du ikke kun forøge dine frugtbare chancer, men også meget nemt gå hen og blive både gladere, sundere, klogere og stærkere.
Denne bog kan blive din første – og vigtigste – gave til dit kommende barn.
For egentlig handler det ikke kun om at blive gravid. Endnu vigtigere er faktisk, at resultatet vil blive sunde, stærke og vitale børn (og mødre).
Derfor giver denne bog så meget mening.
Anna Iben Nørgaard Hollensberg
Speciallæge i almen medicin
Heilpraktiker – tysk naturmediciner
Functional Medicine Graduate
Du kan i øvrigt købe bogen her og du kan spare 75 kroner i hele uge 34.